Hvad kan organisationer tillade sig at gøre mod deres frivillige, når de er selv får offentlig støtte og meget af deres arbejdskraft er bygget op omkring den frivillige indsats? Ja, er et spørgsmål mange af os på AIDS-linien stille os selv, og hinanden, i disse dage. Hos AIDS-fondet har man i hvert fald valgt at gøre præcis det der passe ledelsens bedst.
Jeg mener, at i en organisation, hvor frivillig arbejdskraft er et bærende element for udvikling, promotion og arbejdstid, er det bekymrende at se, at en ledelse (og bestyrelse) vælger netop at spare penge på et område, der koster langt færre penge at drive med frivillige end at have ansatte til at siddende med.
Jeg har været umådelig stolt og glad for mit frivillige arbejde på AIDS-linien og har sat en ære i, at jeg som sexolog og terapeut, kunne bidrage med min vide og ekspertise indenfor dette område. Mange af mine kollegaer på linien er sygeplejersker, terapeuter, psykologer og andet med stor faglig vide i hvordan man taler med rådsøgende. Herover kommer også, at vi alle har gennemgået et langt uddannelsesforløb internt på AIDS-fondet for overhovedet at få lov til at sidde og rådgive rådsøgende på AIDS-linien. Det koster penge at have frivillige – jo vidst, er jeg klar over det, men jeg er overbevist om, at det koster endnu flere penge at have fastansatte til at gøre vores arbejde. Det er trods alt ca. 45 frivillige der bliver skåret væk. Henover foråret og sommeren, brugte fondet penge og store ressourcer på at uddanne 10 nye frivillige rådgivere til AIDS-linien. Derfor er det svært for mig, og de andre frivillige, at se logikken i at spare netop her, når pengene er brugt og fondet har fået deres veluddannet frivillige. Det er da at smide GULD på gaden. Offentlige penge, der er givet i støtte, på gaden! Det er absurd.
Havde ledelsen valgt at informerer os om denne spareplan (som de kalder det), og havde de givet os mulighed for at være frivillige et andet sted i organisationen, så havde jeg ikke været på tasterne lige nu. Men nej, vi fik ikke noget valg. Nyheden kom i en kort mail – fra en af de fyret ansatte – ikke fra ledelsen selv. Nogle frivillige så endda først de var sat på porten, da de læste det på de socialemedier. Skammeligt af AIDS-fondets ledelse, og her er det chef Klaus Legau jeg særligt henvender mig til.
At være frivillig, er også at have en passion for et område man brænder for og føle at man kan give noget til, uden at skulle have betaling for det. Det mindste, er da at der vises respekt til os frivillige og vi bliver informeret direkte af den/de ansvarlige.
Jeg er ikke færdig som frivillig, tværtimod, jeg har en stor passion for emner vedrørende; mænd, der har sex med mænd, deres livsstil, sygdomme og seksualitet. Jeg fortsætter mit frivillige arbejde, men om jeg kommer tilbage som frivillig på AIDS-fondet, er nok tvivlsomt.
Bjorn Dotzauer, sexolog
Comments