2016 er i gang, og hvad er mere oplagt end at gøre status for det gamle år 2015, og se på det år, vi lige har skudt i gang.
2015 blev for mig på mange måder et år fyldt med udfordringer på godt og ondt. Det kræver sin mand at være mand i en tid, hvor det der sker på de sociale medier oftest er synonym med den virkelige verden. Hvor likes og følgere helst skal være på størrelse med en hær. Men det at nå sine mål og kæmpe med egne dæmoner kræver mere end en hær af følgere og likes – det kræver at man arbejder med sig selv!
I mit professionelle liv lever jeg af at rådgive og tale med mænd om deres udfordringer i hverdagen, om deres sexliv og omkring deres seksualitet – med andre ord de dæmoner vi alle fra tid anden må tage en kamp med enten i stilhed eller i en bred offentlig debat. Mange af de mænd, jeg i årets løb har talt med, har været med til at videreudvikle mig som sexolog og som menneske. Jeg er taknemlig for, at de har valgt mig som deres ”dæmon-uddriver”, og jeg ved, at ikke alle har haft en lige behagelig oplevelse med at indse og tage kampen op med de indre dæmoner. Men de gjorde det! Og de vandt over frygten, vandt over tabuet, og ikke mindst vandt de over deres kamp med de indre dæmoner.
Selvom jeg i det daglige arbejder som sexolog og ved stort set alt om den mandlige seksualitet og anatomi, så indrømmer jeg gerne, at også jeg fra tid til anden får en dæmon op til overfladen af min bevidsthed og må tage en kamp eller to. For det meste vinder jeg kampen ved at skrive om dem i mine blogs eller opsøge en af mine mange dygtige sexolog kolleger. Men det sker også, at kampen ender uafgjort eller med et nederlag, hvorpå jeg skal sunde mig og slikke mine sår. Det er jeg ikke stolt over, men – for der er et men, og det er STORT. Jeg lærer af mine nederlag og af mine uafgjorte kampe. På en eller anden måde giver de mig drivkraften til at fortsætte med at videreuddanne mig, udforske vores seksualitet og ikke mindst giver de mig en stor lyst til at møde andre mænd i deres kampe og være en del af deres hær mod de dæmoner, de har. For vinder de deres kamp, vinder vi sammen.
I 2015 oplevede jeg både at mindste kærligheden og genfinde den. Jeg oplevede, at begge dele kræver hårdt arbejde at håndtere, og oveni det mistede jeg en rigtig god veninde til cancer. At være en del af det sygdomsforløb, der var inden hun døde, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg lærte meget i 2015. Om livet, om mennesker, om sorg, om kærlighed, om at miste og ikke mindst om at være til stede i nuet.
2016 er nu i gang, og jeg tager det hele med mig samt selvfølgelig alle de andre års spor på sjælen. Vi må ikke være bange for at lukke smerten ind, når vi oplever den. Den kan måske på et senere tidspunkt være med til at forstå andres smerte. Vi må heller ikke holde op med at leve med at grine og feste sammen, for herigennem møder vi livet, når det et allerbedst, og det giver os styrke i de svære stunder.
Mit ønske for 2016 er, at vi ser vores dæmoner i øjnene og står ved os selv. At vi giver en hjælpende hånd til dem, der finder det svært at stå alene i en alt for heteroseksuelorienteret verden. At vi støtte dem, der er ikke bare kan springe ud som dem, de er, om de er homo’er, trans’er, bi’er eller noget helt andet. Lad 2016 blive året, hvor vi møder hinanden med kærlighed, forståelse, tolerance og respekt. Om vi er mænd, kvinder, midt imellem, begge dele, hen, hun eller han, så lad os starte med at nedbryde den dæmon en gang for alle! Her starter min kamp for 2016 – er du med mig?
Rigtig GODT NYTÅR. Bjorn Dotzauer, sexolog
