top of page

The Power of Madonna

Af Bjorn Dotzauer

madonna, the celebration tour, sex, gay life, lgbtq
Madonna made Bjorn gay. Foto: Jan Brøndum

Det er blevet til 11 tours og nu er den 12. i rækken The Celebration Tour sat i gear. En hyldeste af Madonna's musik gennem de sidste 40 år, som en konstant skiftende stjerne på pophimlen, hvor hun har brudt alle grænser, knust fordomme og sat dagsordenen for popmusik og kultur - og ikke mindst støttet op om LGBTQ-miljøet. Damen er tilbage i TOPFORM efter i mere end 7 år, at have set sig forsøgt overhalet af de nye unge superstjerner. Bag Madonnas ikoniske karriere og kontroversielle image findes historien om en kvinde, der aldrig har fulgt reglerne, men i stedet har skrevet sine egne. Noget vi i LGBTQ-miljøret har nydt godt af og taget til os.

I 1989, da jeg var 12 år gammel, og første gang hørte Madonna's Express Yourself, indså jeg med det samme, at hendes musik og sange kunne få mig til at føle mig tryg. Hun fungerede nærmest som en moderfigur, der opmuntrede mig til at udforske mine nye og uudforskede følelser – og ikke mindst, min seksualitet. Budskabet i musikvideoen var, og er, at være ærlig over for sig selv, udtrykke sig også selvom andre er uenige, og ikke gå efter det næstbedste. De smukke svedige mænd der også optræder i videoen, fik min sprøde drengekrop til at danse og længes efter endnu mere. Og mere fik jeg! Madonna er kendt for at levere, og i mange år var hun den persona der bidrog mest til at udvide mit seksuelle og selvbevidste univers. Siden har jeg lært, at mange andre i LGBTQ+ miljøet har følt den samme "kraft" gennem Madonna's sange og videoer, derfor jeg med denne artikel vil se på det MADONNA har gjort for os i LGBTQ-miljøet. The Celebration Tour er netop skudt i gang i London, i sidste weekend, og om få dage kan vi opleve vores Moder på dansk jord, når Madonna i to dage i streg, den 25. og 26. oktober, indtager Royal Arena i København. Åbningsnummeret er hendes hjertegribende sang Nothing Really Matters fra albummet Ray of Light der udkom i 1998. Her udforskes temaerne som forvandling, kærlighed og selverkendelse, hvilket indfanger essensen af, at i det store billede er intet virkelig vigtigt bortset fra kærligheden. Som en helgen mellem verdner står hun med armene ud til siden, hvor der i klædet er to store huller, ormehuller til fortiden. Vi bliver herefter taget med tilbage i tiden, der hvor Madonna's rejse begyndte og frem til i dag, i en fejring (celebration) af den enestående karriere hun har haft.

Global mobning

Madonna har oplevet og opleve til stadighed at blive mobbet, ligesom mange af os i LGBTQ+miljøet oplever at blive hadet for dem vi er. Igen viser Madonna os vejen, i styrke og en enorm selvsikkerhed, der ikke kan andet end at smitte af og løfte os der kigger på og kender historierne bag denne fandenivoldske, rebelske kvindes liv. Jeg vidste som ung, at Madonna kunne tilbyde svar på mange af de spørgsmål, jeg tumlede med om livet, min seksualitet og hvem jeg ønskede at være. Hendes unikke og kontroversielle udtryksmåde har berørt utallige mennesker. Gennem årene har hendes rå attitude været en kilde til styrke for mange af os i LGBTQ-miljøet. No Fear er blevet hendes kampråb, som hun til stadighed får os til at råbe – senest på hendes The Celebration Tour.

Vi, de usikre drenge (og piger), kan beundre Madonna og forsøge at efterligne hendes maskuline fremtræden i en feminin krop. Personligt gav Madonna mig styrken til at acceptere min seksualitet, allerede da jeg som ung opdagede, at jeg ikke var som de andre drenge i klassen. Siden hen har hun også givet mig styrke til at stå ved mig selv og nu formidle til jer om min egen viden om seksualitet, sex og bøsseliv.

S:E:X

Erotica udkom næsten samtidig med, at jeg begyndte at udforskede min egen seksualitet i 1992. Albummet gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne være anderledes, at det er helt acceptabelt at være anderledes, og at man skal omfavne udforskningen og eksperimenteringen med sin seksualitet.

Engagement i kampen

I kampen for lige rettigheder, og kærlighed for alle, har Madonna, som nævnt tidligere, spillet en bemærkelsesværdig rolle, der har formet LGBTQ-miljøet gennem årene. Herunder vil jeg rise de fem vigtigste områder op, der er selvfølgelig en masse mere til Madonna end det jeg skriver her.

Kampen mod HIV & AIDS 1980'erne skulle have været fortsættelsen på 70'er-festen, men det blev en tid, hvor AIDS-epidemien hærgede. Madonna tog modigt ordet. Hun talte åbent om behovet for AIDS-forskning og HIV-prævention, og hun arbejdede for at nedbryde tabuerne omkring sygdommen. Hendes støtte var af afgørende betydning for det hårdt ramte LGBT-miljø. Hendes engagement og støtte til AIDS-relaterede projekter har taget forskellige former og har haft en betydelig indvirkning på at øge bevidstheden om sygdommen og nedbryde tabuer omkring den. Gennem dokumentarfilmen Truth or Dare fra 1991, gav Madonna et dybt personligt indblik i hendes liv og udfordringerne for hendes backup-dansere, mange af dem berørt af AIDS. Filmen var med til at normalisere samtalen om AIDS og HIV og viste, at kærlighed og venskab ikke kender nogen køns- eller sundhedsbegrænsninger. The Celebration Tour synger hun et par strofer af sangen In This Life og hele Live to Tell med billeder er en hjerteskærende hyldest til venner og bekendte, der var gået bort på grund af AIDS-relaterede årsager. Sangene tjener som en smertefuld påmindelse om konsekvenserne af epidemien. Jeg skal nok lade være med at afsløre mere fra touren - kun at den er et MUST SEE.

Ligestilling

Madonna har gennem sin betydningsfulde karriere arbejdet ihærdigt, som en stærk fortaler for ligestilling for såvel kvinder som for os i LBGTQ-miljøet. Dette engagement er dybt forankret i hendes tekster, musik, videoer og fotokunst, hvor hun ofte har udfordret traditionelle kønsroller og hyldet kvinders selvstændighed og ret til at kontrollere deres egne liv og kroppe. Madonna har gentagne gange udtalt sig som feminist og kritiseret kønsdiskrimination i medierne, hvilket har hjulpet med at skabe opmærksomhed om både kvinder og LGBTQ-rettigheder og ligestillingsproblemer. Samtidig har Madonna også støttet velgørende initiativer og organisationer, der arbejder for rettigheder og ligestilling, og har doneret betydelige beløb til velgørenhed. Hun har, som ingen anden, brugt sin kreative platform til at bryde med kønsstereotyper og udfordre samfundsnormer, hvilket har inspireret og opmuntret millioner af mennesker verden over. Selv i sine senere år har Madonna været en aktiv fortaler for LGBTQ-rettigheder og inklusion, og nu bruger hun igen sin platform, sin scene, sit show til at løfte næven og kæmpe for vores rettigheder.


Ytringsfrihed Madonna har gennem sin karriere været kendt for sin dristige og ærlige tilgang mellem kunst og ytringsfrihed. Hendes arbejde har været en kilde til kontroverser, men samtidig har det også været med til at udfordre normer og sætte fokus på vigtige spørgsmål om ytringsfrihed. En bemærkelsesværdig episode i forhold til ytringsfrihed opstod i forbindelse med hendes kontroversielle musikvideo til sangen Like a Prayer. Videoen udløste en vigtig debat om religions- og seksualitetstolerance. Den blev kritiseret af religiøse grupper, men Madonna forsvarede sin ret til at udtrykke sig kreativt og insisterede på ytringsfrihedens betydning – noget vi i den grad stadig kæmper med, også her i Danmark i dag.

Aldersracismen I september 2019 udtalte Madonna i et interview med det britiske musikmagasin NME, at hun følte sig udsat for aldersdiskrimination (aldersracisme) i musikbranchen. Hun hævdede, at der er en dobbeltstandard for, hvordan ældre kunstnere behandles sammenlignet med yngre kolleger. Hun argumenterede for, at mænd ofte ikke oplever den samme grad af aldersdiskrimination som kvinder i musikindustrien. Madonna har været en central figur i musikbranchen i fire årtier og er blevet konfronteret med kritik og fordomme i forbindelse med sin alder mange gange. Hun har dog været en stærk fortaler for retten til at fortsætte med at udtrykke sig kreativt og udfordre normer uanset sin alder. Hun mener, at kvinder ikke skal begrænses eller marginaliseres på grund af deres alder, og hun har kæmpet for at ændre den måde, samfundet og musikbranchen opfatter og behandler ældre kvinder. Det er som om hun gør op med det på The Celebration Tour, én gang for alle viser hun os nu, at hun er blevet moden. En god årgangs vin, der ikke sådan kan undgå at blive bemærket - og smagen er lækker og fylder kinderne med rødme.


Sex og selvbestemmelse over sin egen krop

Gennem hele sin karriere har Madonna været en stærk fortaler for selvbestemmelse over sin egen krop og seksualitet. Hendes musik og image har ofte udfordret konventionelle normer og forventninger i forhold til sex og kvinders rettigheder. Hun har brugt sin platform til at fremme idéer om seksuel frigørelse og ligestilling.

I midten af 1980'erne kom aborttemaet på dagsordenen, især i forbindelse med hendes sang Papa Don't Preach. Sangen blev fejlagtigt opfattet af nogle som en hyldest til friabort, og dette førte til kontroverser og kritik fra visse dele af samfundet, herunder kirken. Madonna var dog klar i sin udtalelse om, at sangen ikke handlede om friabort, men derimod om at udtrykke en ung piges komplekse følelser og beslutninger i forhold til graviditet og familie. Hun støttede åbent den fri abortbevægelse og afslørede senere, at også hun havde gennemgået en abort på et tidspunkt, hvor hun ikke var klar til at få børn. Dette skridt var bemærkelsesværdigt, da det bidrog til at fjerne stigmatiseringen omkring abort og understregede vigtigheden af at respektere og beskytte kvinders ret til at træffe beslutninger om deres egen krop. Madonna's åbenhed om sin egen oplevelse hjalp med at normalisere samtalen om abort og kvinders selvbestemmelse over deres reproduktive rettigheder især i Amerika. Samlet set har Madonna's holdning til sex og selvbestemmelse over sin egen krop været en vigtig del af hele hendes kunstneriske udtryk og hendes aktivisme. Hun har brugt sin stemme og indflydelse til at belyse spørgsmål om køn, seksualitet og reproduktive rettigheder og har været en inspirationskilde for mange, der kæmper for ligestilling og rettigheder for kvinder. Lad os fejre MADONNA Madonna har ikke blot været en popstjerne; hun har været en allieret, en fortaler og en kilde til inspiration for LGBTQ-miljøet i årtier. Hendes musik og hendes mod til at udfordre normer har hjulpet med at forme en mere tolerant og inkluderende verden. Madonna er og forbliver et elsket ikon for LGBTQ-miljøet og fortjener den dybeste respekt for hendes bidrag til kampen for lige rettigheder og kærlighed for alle.


The Celebration Tour er det perfekte comeback, og en oplagt hyldest til én af vore tids største og mest LGBTQ-orienteret musikikoner. En ny Madonna-æra er nu startet. Det skal fejres!



Billetter kan stadig købes på Ticketsmaster.dk



Indlæg: Blog2 Post
bottom of page