Casual Dating i 2025
- bjorndotzauer
- 5. feb.
- 5 min læsning
Opdateret: 28. feb.
Af: Sexolog Bjorn Dotzauer

Jeg har oplevet at gå fra tilfældige møder på barer, til algoritmestyrede match på apps som Grindr, Tinder og Scruff m.fl. Teknologien har ændret dating-spillets regler meget, og hook-up-kulturen blandt mænd, der har sex med mænd (MSM), har gennemgået en enorm udvikling siden jeg sprang ud som pure ung bøsse i slutningen af 1990’erne, og startede mit aktive datingliv med at mødes mænd.
I dag, hvor AI spiller en central rolle i datinglivet, er det blevet nemmere, hurtigere og også sikrere end nogensinde før at finde en partner. Men som både sexolog og homoseksuel mand, der selv har oplevet denne udvikling, undrer jeg mig ofte over: Hvad gør det ved os som mennesker? Er der noget dyrebart, vi mister, når vi overlader spontaniteten til algoritmerne?
I denne artikel vil jeg reflektere over disse spørgsmål – med både min faglige viden, mine mange samtaler med mænd der er påvirket af denne udvikling og mine egne personlige erfaring.
Fra spontane møder til algoritmestyrede match
For bare et par årtier siden handlede møder ofte om det uventede. Et blik hen over baren. Et smil i en park, på gaden eller i toget. Den pirrende usikkerhed ved at nærme sig nogen og ikke vide, hvad det kunne føre til.
I dag ser billedet helt anderledes ud. Vi alle sidder hele tiden med en skærm foran os, og apps som Grindr og Tinder har gjort det muligt at finde hook-ups med et par bevægelser med fingeren. TicTok og Snapchat gør vores liv til små korte øjeblikke, hvor vi tændes af et hurtigt kick og så er vi videre. Der er ikke tid til at stoppe op og nærstudere hinanden mere, og hvis vi endelig gør, er det kun for at finde hinandens fejl og mangler, så vi får en undskyldning for at komme videre i søgningen efter det bedste.
Nu i 2025, er det blevet endnu mere avanceret: Kunstig intelligens analyserer vores præferencer, matcher os med potentielle partnere og tilpasser sig vores vaner. På mange måder er det en gave – vi sparer tid, vi kan finde præcis det, vi søger, og vi kan gøre det hele fra sofaen, fra køen i Netto eller sågar på jobbet mellem de kedelig e-mails (vi får chat-GPT til at skrive for os).
Men vi må også spørge os selv om: Når vi ved alt om den anden person, allerede inden vi møder dem, sker der så noget med den spontane charme, der tidligere var en stor del af det at date? Hvor er magien i at mødes med nye mennesker blevet af?
Jeg håber, at vi også i fremtiden, finder det frækt, lækkert og magisk at møde hinanden i den virkelige verden og ikke kun via de sex-sociale medier.
Effektivitet og sikkerhed ved AI i hook-up-kulturen
AI’s indtog i hook-up-kulturen har også haft sine klare fordele. App’s bruger nu AI til at reducere risici forbundet med de casual møder. Den foretager verificering af profiler, giver advarsler mod potentielt farlige situationer og endda funktionen til at identificere og blokere catfishing, er blot nogle af de måder, hvorpå teknologien har gjort miljøet mere sikkert (catfishing er, når en person skaber en falsk identitet online for at narre andre, ofte i romantiske eller seksuelle sammenhænge).
For mænd, især i områder hvor homo-miljøet kan være mindre sikkert, har dette været en gamechanger. Jeg hører ofte fra klienter, der føler sig mere trygge ved at bruge apps, fordi AI beskytter dem på måder, som tidligere ikke var mulige. F.eks kan det være at AI kan hjælpe med at filtrere uønskede kontakter og fremhæve dem, der passer bedst til de ønsker og behov der måtte være. Men her opstår også en ny udfordring: Når teknologi overtager så meget af processen ved dating og hook-ups, risikerer vi så at reducere hook-up-kulturen til en ren transaktion, et swip den ene eller anden vej? Når en date kan arrangeres på få minutter med minimal indsats, kan det føles mindre som en oplevelse og mere som et "målrettet projekt" – kvantitet frem for kvalitet, for at bruge et kedeligt forskningsudtryk, kan jeg fristes til at skrive.
Seksuel spænding
Jeg har ofte reflekteret over, hvordan AI påvirker den seksuelle spænding, som tidligere var kernen i hook-up-kulturen. Når vi kan planlægge og arrangere et møde på få minutter, sende billeder og seksuelle præferencer, mister vi så den gnist, der opstår, når to mennesker finder hinanden i øjeblikket og ude i virkeligheden på de gode lokale homo-barer? Som sexolog har jeg arbejdet med mange mænd, der beskriver en følelse af tomhed efter gentagne hook-ups. De savner nærværen, selvom de teknisk set "får, hvad de kommer efter" og teknologien giver dem, hvad de søger. De mangler ofte den følelsesmæssige kobling der giver mødet og oplevelsen dybde og nærvær. Hastigheden er skruet op, det er som om det nu mest handler om udløsningen – des flere med flere mænd, des bedre.
AI’s effektivitet og præcision kan på nogle måder gøre sex-møder mindre spontane og fjerne den uforudsigelighed, der skaber spænding. Når interaktioner føles mere som planlagte indslag, risikerer vi at miste den menneskelige faktor, der gjorde seksuelle møder så særlige før Grindr kom.
Fra hook-ups til meningsfulde forhold
Der er dog også en lysere side ved AI’s rolle i hook-up-kulturen blandt mænd, der har sex med mænd. For nogle mænd har teknologien skabt en overgang fra overfladiske møder til et mere meningsfuldt forhold.
Personligt har jeg set, hvordan teknologien kan være en positiv hjælper – ikke som en erstatning for den menneskelige faktor, men som en katalysator for noget større. For eksempel har jeg talt med flere par, der fandt hinanden gennem apps, hvor AI spillede en afgørende eller indirekte rolle i at foreslå dem som et match. Selv har jeg mødt et par af mine eks’er på de sex-sociale medier. Disse relationer startede som hook-up, men udviklede sig til noget dybere, til kærlighed. Teknologien kan med andre ord være et redskab, der hjælper os med at finde det, vi ikke vidste, vi ledte efter. Men vi må være varsomme, det er stadig ret nyt for os mennesker og vi kan stadigt nemt komme til at begå fejl.
Dating med teknologien som redskab
Så hvor efterlader det os? Teknologi har utvivlsomt forbedret hook-up-kulturen ved at gøre den mere tilgængelig, effektiv og i højere grad mere sikker. Mit råd som sexolog – og som et menneske, der lever i denne tid – er at bruge teknologien med omtanke. Gå på opdagelse i de muligheder AI giver og lad det være et redskab, der supplerer din oplevelse, men vær bevidst om ikke at lade den erstatte spontaniteten, menneskeligheden og de små uventede øjeblikke vi kan møde i vores dagligdag – og ude på de lokale barer og diskoteker.
Hvordan finder vi balancen? For mig handler det om at tage kontrol over teknologien og bruge den til at styrke mine relationer – ikke omvendt. Den må ikke fjerne noget essentielt fra oplevelsen med et andet menneske.
Balancen mellem automatisering og spontanitet
Vi lever i en tid, hvor kunstig intelligens tilbyder os uendelige muligheder. Men som homoseksuel mand og sexolog, ser jeg en særlig værdi i stadig at give plads til det uventede, det naturlige og til det spontane. Den gnist, der opstår, når to mennesker mødes uden en skærm imellem dem, er noget ingen teknologi aldrig vil kunne erstatte.
Hook-up-kulturen vil fortsætte med at udvikle sig, og teknologien vil uden tvivl spille en endnu større rolle i fremtiden. Men som mennesker er vi mere end blot algoritmer og data. Og det er i dette spændingsfelt mellem teknologi og menneskelighed, at vi finder den ægte magi – og måske endda kærligheden.
Hvad tænker du om det ovennævnte?
Har AI gjort dit datingliv bedre – eller savner du det spontane møde?
Del dine tanker i kommentarfeltet!

Comments